Mahoje · Hjælp

Hjælp / Domæne og DNS

Domæne og DNS

Dit domæne er adressen på din hjemmeside og din mail. Mister du det, mister du begge dele. Så det er værd at vide, hvordan det hænger sammen.

Hvem ejer dit domæne?

Domænet bør altid stå i dit firmas navn og være registreret med en mailadresse, som dit firma selv har adgang til. Så er det dit, uanset hvem der passer hjemmesiden.

Er du i tvivl om, hvem der står som ejer af dit domæne, så spørg mig. For .dk-domæner kan du også slå det op på punktum.dk.

Fornyelse

Et domæne skal betales hvert år. Glemmer man det, lukker hjemmeside og mail, og i værste fald kan en anden købe domænet. Sørg for, at regningen for domænet går til en mailadresse, der bliver læst, og at kortet på kontoen ikke er udløbet.

Hvad er DNS?

DNS er telefonbogen, der fortæller resten af internettet, hvor din hjemmeside og din mail bor. Når jeg sætter hjemmeside eller mail op for dig, er det i DNS, jeg retter.

Ret aldrig selv i DNS, med mindre du ved præcis, hvad du gør. En enkelt forkert linje kan stoppe al din mail. Beder en anden leverandør dig om at ændre noget i DNS, fx for at koble et nyhedsbrevsystem på, så send beskeden til mig, så lægger jeg det ind uden at ødelægge det, der er.

Hvis du vil flytte

Vil du flytte hjemmeside eller mail til en anden, så sig til i god tid. Jeg hjælper med at flytte, så intet går tabt, og mailen ikke er væk i overgangen.

Få hjælp

Driller noget, så skriv. Fortæl hvad det gælder (mailadresse eller hjemmeside), hvad der sker, og hvad du havde forventet. Et skærmbillede hjælper tit.

Skriv til mig

Jeg svarer selv, som regel samme dag.

Kan du slet ikke sende mail, så se først på driftsstatus. Er alt grønt, så skriv fra en anden mailadresse til [email protected].